Nu fik jeg endelig taget mig sammen. Jeg fik tændt for min hjerne og for mit kamera. Jeg tog chancen. Tog billederne. Gemte mine minder, som lysrefleksioner i en kasse af plastik. Tog dem med hjem og sad og studsede lidt over dem. De talte til mig. Det gør de altid. Selv dem der alligevel bare ryger i papirkurven, har en helt unik historie. Jeg sad længe og lyttede bare til historierne. Jeg valgte de slørede og de underlige historier fra. Snoede de gode og interessante ind i nye farver og stemninger. Skrev nye ord i deres fortællinger. Gav dem små enestående opgaver, som de løste. Opgaver om at viderefortælle deres krønike. Deres minder. Nu er de her. Nu vil de prøve at fortælle historier.
